Kategorier
Oplevelser

Sådan vælger du den bedste solcreme

Selvom solen ikke er det, vi ser allermest til i Danmark, er det alligevel vigtigt at beskytte sig imod den. Vi kan ikke altid se det, men dens stråler når os alligevel, også selvom det er overskyet. Faktisk burde man gå med solcreme året rundt, men det er især om sommeren, at det er vigtigt. 

Solcreme er vigtigt 

Hvorfor er det så vigtigt med solcreme? Det hjælper os med at undgå at blive solskoldet, men det handler også om mere end det. Med solens stråler kommer der nemlig Uv-stråling, og det kan være kræftfremkaldende. Uv-stråling når os året rundt, og det er også det, der kan gøre at man hurtigere får rynker. Med solcreme beskytter du dermed dig selv imod solskoldning, rynker og kræft. Det er mange gode ting, man får ud af en enkelt creme, og man skal derfor ikke undervurdere dens vigtighed. 

Den rette faktor 

Når man så skal ud og købe solcreme, er der rigtig mange forskellige at vælge imellem. Der er nogle til børn, nogle til voksne, nogle som creme, nogle som spray, og mange i flere forskellige faktorer. Når det kommer til faktorerne, vil du typisk kunne finde solfaktor 10, 20, 25, 30, 50 og 50+. Jo højere faktoren er, jo bedre beskytter cremen dig mod solens stråler. Meget lys hud bliver nemmere skadet af solen, så der er det anbefalet med solfaktor 30 og opad. Har man hud, som er lidt mørkere eller mere gylden, kan man godt holde sig til en lavere solfaktor uden problemer. 

Den rette mængde 

Cremens effektivitet bliver også påvirket af, hvor meget creme du tager på. Hvis du kun tager et meget tyndt lag på, beskytter det ikke lige så godt, som hvis du tager den anbefalede mængde på. Den anbefalede mængde lyder på en hel håndfuld til hele kroppen, uanset solfaktoren. Man siger, at en håndfuld af solfaktor 15 beskytter mod 93% af solens UV-stråler, 30 beskytter mod 96%, og 50 beskytter imod 98%. Men som sagt kommer det lidt an på ens hudfarve, hvor meget beskyttelse man egentlig har behov for.  

Til ansigtet 

Hvis du synes, at solcreme ofte er fedtet og træls at have i ansigtet, betyder det ikke, at du skal undlade det, for huden her er også i fare; måske endda mere end andre steder. Huden i ansigtet kan nemlig godt være sensitiv, og det hjælper heller ikke, at det er her, man ofte får mest sol. Heldigvis er det muligt at købe solcreme specifikt til ansigtet eller til at have på under makeup, så ens hud ikke ser fedtet ud, hvis det er noget, der går dig på. Der findes generelt mange forskellige solcremer, der kan efterkomme forskellige behov. 

Pas på huden 

Det er vigtigt at passe på sin hud i sommerheden, så den ikke bliver skadet af solen. Uden solcreme er det bedste scenarie, at du bliver solskoldet lidt, og det værste scenarie at det kan lede til hudkræft. Lad være med at tage den risiko; tag solcreme på i stedet for.